For syv-otte år siden tænkte jeg en del over, at alt så ud til at bevæge sig mod real-time. Mere og mere kunne lade sig gøre her og nu. Den naturlige konsekvens, tænkte jeg dengang, måtte være, at vi snart ville være i stand til at sidde på en kvalitets-ølbar, hvor én af deltagerne var "designated coder" (lidt a la "designated driver"), der skulle forblive helt ædru og tage sig af at kode og udvikle de idéer til produkter, som de øldrikkende deltagere fik efterhånden som aftenen skred frem. Med andre ord: Real-Time Udvikling & Lancering (RTUL), som jeg for sjov kaldte det dengang. I mit daværende firma (CIMA) udforskede vi, hvor langt man egentlig kunne komme dengang, og der var små initiativer på vej, såsom høj-niveau-sprog, design-værktøjer mv, der pegede i den rigtige retning. Men det kunne reelt ikke lade sig gøre, og vi opgav at arbejde videre med idéen. Her til morgen kunne jeg så læse en artikel af Ethan Mollick, min private AI-helt, hvor han faktisk udv...