ITC-metoden - Interview, Transskribér, ChatGPT

 ITC – Interview, Transskriber, ChatGPT

Jeg vil beskrive en metode, hvor jeg får ChatGPT til at udføre selv ret komplekse opgaver for mig – på en måde, der både er nem og næsten sjov.

Step 1: Få ChatGPT til at generere et udkast

  • Definér slutproduktet: Start med at bede ChatGPT om at levere det, du har brug for – for eksempel procedurer, processer eller andre dokumenter.
  • Inkludér spørgsmål: Bed samtidig ChatGPT om at stille de relevante spørgsmål, som skal besvares for at tilpasse outputtet til din konkrete situation.
  • Valg af model: Min erfaring er, at hvis du kan anvende modellen O3 (eller alternativt O1, hvis du skal vedhæfte dokumenter, da O3 endnu ikke understøtter dette), er resultatet ofte bedre end med GPT-4O. Du kan eksempelvis bruge en O1-model til at levere det første reflekterede svar og stille opfølgende spørgsmål.

Step 2: Indsamling af input fra eksperter

  • Saml de nødvendige eksperter: Hvis opgaven kræver viden, som ligger uden for din egen, inviterer du de personer, som besidder den relevante ekspertise, til et virtuelt eller fysisk møde.
  • Gennemfør interviewet:
    • Brug en lydoptager (for eksempel standard-appen “Memoer” på iPhone) og informer deltagerne om, at mødet optages.
    • Som mødeleder stiller du spørgsmålene og sikrer, at deltagerne ikke taler i munden på hinanden, så svarene bliver klare og præcise.
  • Transskribér optagelsen: Når mødet er afsluttet, overføres lydfilen til din computer. Jeg anbefaler at bruge det danske transskriberingsværktøj GoodTape (ca. 15 euro om måneden) for at få en nøjagtig tekst.

Når du har den transskriberede tekst, kopierer du den og indsætter den i ChatGPT med beskeden:
"Jeg har nu fra et møde fået svar på de spørgsmål, du stillede. På baggrund af denne tekst skal du udarbejde de procedurer (eller det andet) jeg bad om."
Dette giver dig et næsten færdigt slutprodukt, som ofte kræver kun minimale justeringer.

Step 3: Revision og finpudsning

  • Gennemgå resultatet: Arranger et opfølgningsmøde med de relevante personer, eller gå gennem dokumentet selv, for at rette fejl og tilføje kommentarer.
  • Feedback og justeringer: Optag dine og/eller andres kommentarer (igen med lydoptagelse) og transskriber dem. Indsæt de nye rettelser i ChatGPT med en besked som:
    "Her er nogle korrektioner til den tidligere tekst. Kan du rette det ud fra denne feedback? Mangler du noget information for at kunne gøre det?"
    Dette vil få ChatGPT til at producere en revideret version af det ønskede dokument.

Ekstra fordel – Du fanger den tavse viden:

Ved at optage eksperters forklaringer – når de beskriver, hvordan de udfører komplekse opgaver (fx inden for regnskab eller tekniske processer) – kan du fange den såkaldte "tavse" eller "tyste" viden (på engelsk: tacit knowledge). 

Denne viden er ofte svær at få ud af dokumenter, mails og traditionelle møder, der ikke optages, men ved at interviewe og transskribere deres udsagn eller hele møder kan du få et meget bedre og mere detaljeret udgangspunkt, som du derefter kan anvende i ChatGPT på forskellig vis. 


Alternativ tilgang 1 – Metapromptning:

Hvis du har brug for at udarbejde en kompleks prompt, kan du anvende en teknik, jeg kalder metapromptning:

  1. Lav en basis-prompt: Start med at skrive en prompt, der starter med ordene "Lav en prompt, der... <beskrivelse af, hvad den skal kunne>". Dette giver en længere og mere detaljeret prompt end du normalt selv kan lave. Lad os kalde dette en "meta-prompt". 
  2. Få forslag til forbedringer: Bed ChatGPT om 10 forbedringer til denne "meta-prompt". ChatGPT vil komme med 10 forslag til forbedring af meta-prompten og enten selv producere den forbedrede prompt eller spørge dig, om den skal inkorporere forslagene i prompten.
  3. Gentag om nødvendigt: Du kan gentage processen for yderligere forbedringer, indtil du har en prompt, der er så præcis og detaljeret, som du har brug for.
  4. Stil opklarende spørgsmål: En anden metode er at bede ChatGPT om at stille dig spørgsmål, der kan afdække yderligere detaljer, hvilket ofte fører til en endnu bedre prompt.

Alternativ tilgang 2 - Indtal din prompt:

Du kan indtale længere, mere detaljerede og mere beskrivende prompts ved at bruge tale-muligheden i f.eks. ChatGPT-app'en eller i web-app'en. Det giver som regel virkeligt gode resultater, og det er helt i orden at rette det, man lige har sagt under indtalingen, osv. - den skal nok forstå, hvad du mener.



Ved at kombinere interviewteknikker med transskribering og efterfølgende brug af ChatGPT, skaber du en effektiv metode til at få komplekse opgaver udført med høj præcision og samtidig udnytte både eksplicit og tavs viden. Denne metode kalder jeg ITC – Interview, Transskriber, ChatGPT – og den har vist sig at give rigtig gode resultater i mange situationer.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Lav verdens bedste prompt i o3 og brug den til Deep Research

En tidligere OpenAI-medarbejder taler ud (positivt, men meget interessant)

Deep Research ("Grundig Research") er nu tilgængelig i ChatGPT (men kun 10 af dem per måned).