Professor Claus Nygaard stiller skarpt på Copilots databehandleraftaler mm.
Professor Claus Nygaard har brugt en del tid, sin ekspertise og andet til at kortlægge hele den jungle, der omgiver Copilot, hvad man må, databehandleraftaler, de lokale datacentre og alt det andet vi ikke rigtigt forstår. Og der er et par små sensationer gemt i det. Her er linket:
(9) #057: Følg dine data! Microsoft ejer ikke længere sikkerhedsdagsordenen | LinkedIn
Her er hele teksten, hvis du ikke lige gider eller kan læse det på LinkedIn:
#057: Følg dine data! Microsoft ejer ikke længere sikkerhedsdagsordenen
I denne udgave af AI & ChatGPT-nyhedsbrevet følger jeg dine data. Når jeg underviser i Copilot og mødes med danske virksomheder, hører jeg igen og igen det samme argument: Vi har valgt Microsoft, fordi det er det eneste sted, hvor vi kan få en ordentlig databehandleraftale, og hvor vores data bliver behandlet i Europa på vores egen tenant. Argumentet har været Microsofts stærkeste kort i årevis, og jeg har set det virke i mødelokale efter mødelokale. Så besluttede jeg at kigge det efter i sømmene. Jeg fulgte en helt almindelig prompt fra tastaturet og hele vejen rundt i maskinrummet. Undervejs læste jeg databehandleraftaler, lister over underdatabehandlere og Microsofts egen tekniske dokumentation, og billedet ændrede sig. Copilot sender i dag dele af trafikken videre til OpenAI og, hvis en administrator har slået det til, også til Anthropic. Nye europæiske kunder kan få deres svar regnet ud i USA, Canada eller Australien, når der er travlt på serverne. Og Anthropic lejer regnekraft hos Elon Musks SpaceX for 1,25 milliarder dollar om måneden. Microsoft har ikke mistet sin sikkerhed. Men Microsoft ejer ikke længere sikkerhedsdagsordenen. Læs med, og bliv klogere på, hvor dine data rent faktisk rejser hen, når du trykker send, og hvorfor valget, der føles sikrest, måske er det, du har tjekket mindst.
Introduktion
Min forrige udgave af AI & ChatGPT-nyhedsbrevet skrev om Microsoft Cowork afstedkom en hel del indsigtsfulde kommentarer. Jeg skrev selv, at det kunne være spændende at få en gruppe specialestuderende til at følge datas vej ved brug af LLM'er. Og det tændte en nysgerrighed i mig. Så jeg brugte Claude og ChatGPT til at grave privatlivs- og sikkerhedspolitikker frem fra Microsoft, OpenAI og Anthropic. Og jeg har brugt de seneste to uger på at analysere dem på kryds og tværs med og uden AI. Langt fra de 4-5 måneder, som en specialestuderende ville bruge, det indrømmer jeg. Men nok til at jeg vil stå på mål for mit bud på, hvordan data bevæger sig, når du skriver en prompt. Jeg tager udgangspunkt i Microsoft's Copilot, fordi det er dem, som har haft held med at eje sikkerhedsdagsordenen. Giv dig god tid. Det er blevet et langt nyhedsbrev, for der er mange verdenshjørner at dække. Jeg håber, du får tid til at læse det hele.
Et emne, Microsoft ejede
Hvorfor er det lige Microsoft, du forbinder med ordet sikker, når talen falder på AI på arbejdspladsen?
Politologien har et begreb, der efter min mening forklarer fænomenet bedre end nogen markedsføringsbog: issue ownership, på dansk ejerskab over en sag. Petrocik (1996) viste, at partier ejer bestemte sager, fordi vælgerne opfatter dem som de mest kompetente til at håndtere netop dem. Senere forskning har vist, at ejerskabet har to dimensioner (Walgrave et al., 2012). Den ene er kompetence: Hvem er bedst til at løse problemet? Den anden er association: Hvem tænker du spontant på, når sagen dukker op?
Det synes jeg er en væsentlig pointe, for de to dimensioner kan glide fra hinanden. Tænk på et bilmærke, som du forbinder med sikkerhed. Du har sandsynligvis aldrig læst en eneste kollisionstest, og alligevel sidder forbindelsen fast i hovedet. Den kan overleve i mange år, efter at konkurrenterne har indhentet forspringet.
Microsoft byggede sit ejerskab på tre søjler.
Den første var databehandleraftalen, som følger med, når du køber Microsofts erhvervsprodukter.
Den anden var EU Data Boundary, Microsofts løfte om, at europæiske kunders data bliver lagret og behandlet inden for EU. Microsoft meldte løftet indfriet for sine centrale cloudtjenester i februar 2025 (Brill og Lorimer, 2025).
Den tredje søjle var, at Microsoft selv kørte sprogmodellerne. Microsoft skriver stadig, at modeller, som Microsoft selv hoster og driver, er omfattet af løftet om, at "no data leaves Microsoft" (Microsoft, 2026b).
Min oplevelse fra møderne med danske virksomheder er, at associationen fulgte trop. Microsoft blev synonym med det sikre valg.
Helt rigtigt var argumentet i øvrigt aldrig. OpenAI tilbød allerede i 2023 databehandleraftaler til kunderne på ChatGPT Enterprise og API'et (Maundrill, 2023). Microsofts ejerskab hvilede altså mindst lige så meget på association som på unik kompetence.
Men her kommer det interessante: Hvorfor bliver associationen hængende, når virkeligheden har flyttet sig?
Da jeg i 1990'erne skrev min ph.d. om strategizing, byggede jeg blandt andet på Nelson og Winters teori om organisatoriske rutiner. Nelson og Winter (1982) beskriver rutinerne som organisationens hukommelse.
Organisationer husker ved at gøre, ikke ved at genlæse deres beslutningsgrundlag. Når en virksomhed engang har besluttet, at Microsoft er det sikre valg, bliver beslutningen til en rutine. Licenserne fornyes. Copilot rulles ud til næste afdeling. Ingen genåbner sagen, for rutinen beder ikke om det.
I [#047: Tager AI dit job?] brugte jeg Nelson og Winter til at vise, at rutinerne er virksomhedens vigtigste kompetence. Her ser du bagsiden. Rutinen, der gør jer dygtige, gør jer også blinde for det, I ikke længere tjekker. For mig at se er det en overset konsekvens af Microsofts ejerskab: Valget, der føles sikrest, bliver det mindst efterprøvede.
Inden jeg viser dig, hvad der er sket med de tre søjler, vil jeg tage dig med ned i maskinrummet.
Følg brevet: Hvad sker der, når du trykker send?
Hvad sker der egentlig med din prompt, når du trykker send?
Jeg har en fortid som fuldmægtig i det hedengangne Post Danmark, så tillad mig en analogi fra en næsten svunden tid. Et brev tager aldrig den direkte vej. Det bliver sorteret, læsset om og kørt via terminaler, som hverken afsender eller modtager ser. En prompt opfører sig på samme måde. Den kan passere mindst fem stationer, og hver station har sine egne regler.
Den første station er arkivet, hvor dine samtaler, filer og historik ligger, når du ikke bruger dem. Fagfolk kalder det data at rest, data i hvile.
Den anden station er sorteringscentralen, hvor sprogmodellen regner dit svar ud. Det hedder inferens, på engelsk inference, og Microsoft beskriver det som beregningstrinnet, hvor modellen udfører prompten og producerer et svar (Microsoft, 2026g). Sorteringscentralen er et datacenter fyldt med grafikkort.
Den tredje station er kopierne til misbrugsovervågning, abuse monitoring, som leverandørerne gemmer for at opdage svindel og ulovligt indhold.
Den fjerde er poststemplet på kuverten: bruger-ID, logfiler og tidsstempler.
Og den femte er de eksterne tjenester, eksempelvis websøgning, hvor brevet bliver sendt videre til et helt andet postvæsen.
Her bliver det vigtigt. Når en leverandør lover, at dine data bliver i Europa, skal du altid spørge, hvilke af de fem stationer løftet dækker. Som du vil se, dækker det sjældent dem alle.
Helen Nissenbaum (2004) har givet mig det bedste sprog til at forstå, hvorfor stationerne betyder noget. Hendes pointe er, at privatliv ikke handler om hemmeligholdelse, men om at information flyder efter normerne i den oprindelige sammenhæng. Hun kalder det kontekstuel integritet, på engelsk contextual integrity. Et brev til lægen må gerne passere postterminalen. Det må ikke ende på opslagstavlen i kantinen. Når din HR-medarbejder skriver en prompt i Copilot, sker det inden for bestemte normer: Microsofts databehandleraftale, EU-grænsen og jeres egne adgangsrettigheder. Flyder prompten videre til en anden virksomhed i et andet retsområde, har ingen nødvendigvis stjålet noget. Men sammenhængen har skiftet, og dermed også normerne.
Er der forskel på om jeg bruger ChatGPT i Copilot eller hos OpenAI?
Et spørgsmål, man naturligt stiller sig, er, om der overhovedet er forskel på at bruge GPT-modellerne gennem Copilot og at bruge ChatGPT Enterprise direkte hos OpenAI. Er det ikke bare same-same? Svaret er nej. Modellen kan være den samme, men kæden omkring den er forskellig. Og kæden er blevet længere i løbet af sommeren.
ChatGPT i Copilot
Jeg begynder med Copilot. Når GPT kører som en model, Microsoft selv hoster og driver, gælder løftet om, at ingen data forlader Microsoft, og for europæiske kunder bliver trafikken inden for EU Data Boundary (Microsoft, 2026b). Imidlertid har Microsoft indført noget, der hedder flex routing. Det lyder teknisk, men det er i realiteten ikke så svært. Tænk på sorteringscentralen fra før. Når den er fyldt op en travl decemberdag, kører posten til en anden sorteringscentral. Når vi taler om AI-behandling af din prompt, så kan sorteringscentralen sagtens stå i USA, Canada eller Australien. Med flex routing kan beregningen for europæiske kunder ske i de tre lande, når der er spidsbelastning (Microsoft, 2026g).
Men så kommer det med småt. For kvalificerede tenants, der er oprettet efter 25. marts i år, er flex routing slået til som standard (Microsoft, 2026g). Har din organisation fået en ny tenant i år, kører I måske allerede med det, uden at nogen har taget stilling til det.
Dertil kommer websøgningen. Når Copilot vurderer, at svaret bliver bedre med friske oplysninger fra nettet, laver den en søgning hos Bing. Forestil dig, at en indkøbschef beder Copilot undersøge, hvad en bestemt leverandør er blevet kritiseret for i pressen. Søgeteksten kan indeholde både leverandørens navn og jeres sag. Microsoft fjerner bruger- og tenant-ID, men Microsofts databehandleraftale gælder ikke for søgeforespørgslerne, som Copilot danner, og det gør EU Data Boundary heller ikke. Her optræder Microsoft som selvstændig dataansvarlig (Microsoft, 2026c). Stands lige ved formuleringen. Et øjeblik er Microsoft jeres databehandler, der handler efter jeres instruks. I det næste er Microsoft selv dataansvarlig for søgningen. Samme leverandør, samme klik, to forskellige roller. Her ser du Nissenbaums pointe i praksis: Klikket er det samme, men normerne bag det skifter fra jeres instruks til Microsofts egne regler. Websøgningen er tilgængelig i din Copilot, medmindre en administrator har slået den fra. På mine kurser i Copilot møder jeg flere og flere, der aktivt har slået websøgning fra af samme grund.
Den store ændring kom i sommer. OpenAI kom på Microsofts liste over underdatabehandlere i juni, og fra 24. juli blev de OpenAI-drevne modeller slået til for alle brugere hos kvalificerede erhvervskunder, medmindre en administrator aktivt havde valgt dem fra (Microsoft, 2026h). Microsoft begrunder det med hurtigere adgang til nye modeller. Ifølge Microsoft får brugerne den samme GPT-baserede Copilot-oplevelse, som de kender i forvejen, og dokumentationen nævner ingen markering, der viser brugeren, om det er Microsoft eller OpenAI, der regner svaret ud.
Skiftet er imidlertid mindre dramatisk end ved websøgningen, for Microsofts databehandleraftale og EU-grænsen gælder stadig. Ifølge Microsoft er de OpenAI-drevne modeller omfattet af EU Data Boundary. OpenAI lagrer et pseudonymiseret bruger-ID i USA til fejlfinding og sikkerhed, mens alle øvrige kundedata og personoplysninger behandles inden for EU-grænsen og ikke lagres af OpenAI (Microsoft, 2026i). Sætningen "Copilot sender aldrig data til OpenAI" er altså ikke længere sand.
ChatGPT hos OpenAI
Går du direkte til OpenAI, ser kæden anderledes ud. For danske erhvervskunder er aftaleparten OpenAI Ireland Ltd. (OpenAI, 2025b). Og her vil jeg gerne rette op på en opfattelse, som jeg også selv har gået rundt med: at OpenAI kører på servere i Irland. Det er ikke så underligt, at misforståelsen er opstået. Da OpenAI ved årsskiftet 2023/2024 meddelte, at det irske selskab skulle være dataansvarligt for brugerne i EØS og Schweiz, lød overskriften i Silicon Republic: "OpenAI shifts EU data processing to its Dublin office" (Mc Gowran, 2024). Artiklen skrev endda, at kontoret i Dublin ville håndtere personoplysningerne. Det lyder som servere. Men artiklen handlede om ansvar, ikke om maskiner. Irland er hjemsted for OpenAIs juridiske enhed i EU. Adressen fortæller dig, hvem du har en aftale med. Den fortæller dig ikke, hvor beregningen sker. OpenAIs europæiske privatlivspolitik skriver tværtimod, at forbrugernes personoplysninger behandles på servere uden for EØS, Schweiz og Storbritannien, herunder i USA (OpenAI, 2026c).
For erhvervskunderne er billedet bedre. Nye Enterprise- og Edu-kunder kan få deres indhold lagret i Europa, defineret som EØS og Schweiz, og siden januar kan beregningen på grafikkortene for kvalificerede kunder også foregå i regionen (OpenAI, n.d.-a, 2025a). OpenAI oplyser imidlertid ikke, i hvilket land. Og løftet har huller, som du skal kende. Det dækker beregningen på grafikkortene, men ikke alt det, der sker omkring den, for eksempel når ChatGPT trækker teksten ud af en PDF, du har uploadet, eller søger på nettet for dig (OpenAI, n.d.-a). ChatGPT Business, den mindre pakke, får slet ingen garanti for, hvor svaret regnes ud. Og vælger du en region uden for USA, bliver en kopi af hver prompt og hvert svar alligevel gemt i USA i en begrænset periode, blandt andet til misbrugsovervågning (OpenAI, n.d.-b).
OpenAIs egen liste over underdatabehandlere viser en virksomhed, der lejer regnekraft mange steder: hos Microsoft i 23 lande og hos CoreWeave, Oracle, Google Cloud, Amazon Web Services og Cerebras (OpenAI, 2026b). Irland står på listen. Som et ud af 23 lande hos Microsoft. Og siden april må OpenAI køre alle sine produkter hos enhver cloududbyder, selv om Azure fortsat er den primære partner (OpenAI, 2026a).
Svaret på spørgsmålet er altså, at modellen kan være den samme, men aftaleparten, operatøren, geografien og kontrollerne er forskellige. Copilot har fordelen af at bygge på organisationens eksisterende rettigheder, logning og styringsværktøjer i Microsoft-miljøet. ChatGPT Enterprise har til gengæld fået et eksplicit valg af europæisk beregning. Jeg synes, at et eksplicit valg er mere gennemsigtigt end en flex routing, der for nye tenants er slået til, før nogen har taget stilling.
Er der forskel på om jeg bruger Claude i Copilot eller hos Anthropic?
Et andet spørgsmål, man kan stille sig, er, om det samme gælder for Claude. Her er svaret endnu tydeligere. Nej, det gør det ikke. Der er nemlig stor forskel på, om du bruger Claude i Copilot eller hos Anthropic. Og det er her, Microsofts sikkerhedsargument for alvor bliver udfordret.
Claude i Copilot
I Copilot er Anthropic Microsofts underdatabehandler. Microsofts databehandleraftale gælder, men Anthropic-modellerne er undtaget fra EU Data Boundary (Microsoft, 2026e). I EU, EFTA og Storbritannien er Claude-modellerne slået fra som standard, mens de er slået til for de fleste erhvervskunder i andre verdensdele. Samtidig gør Microsoft det lettere at slå dem til. Siden april har administratorer haft en indstilling, der kan gøre Anthropic til standardmodel for Copilot i Microsoft 365-programmerne (Microsoft, 2026e). Og i 2026 annoncerede Microsoft Copilot Cowork, hvor Microsoft i tæt samarbejde med Anthropic har bygget teknologien bag Claude Cowork ind i Microsoft 365 Copilot (Lamanna, 2026).
Så er der de mest avancerede modeller, Claude Fable 5 og 5.1. De kræver, at Anthropic gemmer data, og i Copilot hedder det derfor "Anthropic models with Data Retention". Her gælder Microsofts databehandleraftale slet ikke. Anthropic optræder som selvstændig databehandler under sine egne vilkår og gemmer det meste input og output i op til 30 dage, og indhold, som Anthropics sikkerhedssystemer markerer, i op til to år (Microsoft, 2026e). Til Microsofts ros skal det siges, at modellen er slået fra som standard, og at brugerne kan se i produktet, at de kræver datalagring hos Anthropic.
Microsofts dokumentation beskriver også SpaceXAI-modeller, som en global administrator kan åbne for brugerne af Copilot Studio og Copilot Cowork. SpaceXAI er det tidligere xAI, som SpaceX opkøbte i begyndelsen af 2026 (Space Exploration Technologies Corp., 2026). Modellerne kører hos SpaceXAI uden for alle Microsofts miljøer og kontroller, og hverken Microsofts databehandleraftale eller løfterne om, hvor data bliver, gælder (Microsoft, 2026j).
Copilot er med andre ord ikke længere en samlet fæstning. Det er et omstillingsbord med tre slags linjer: Microsofts egne modeller, underdatabehandlere under Microsofts aftale og modeller helt uden for den. Og som bruger kan du ikke altid se, hvilken linje samtalen går igennem.
Claude hos Anthropic
Går du direkte til Anthropic, er aftaleparten Anthropic Ireland, Limited, og irsk ret gælder. Anthropic må ikke træne modeller på kundernes indhold (Anthropic, 2025b). Og her er en detalje, du nok ikke havde regnet med. I databehandleraftalen forpligter Anthropic sig til at give besked om et sikkerhedsbrud senest 48 timer efter, at virksomheden er blevet opmærksom på det (Anthropic, 2025a). Microsoft lover 72 timer, regnet fra tidspunktet, hvor Microsoft officielt har erklæret en sikkerhedshændelse (Microsoft, 2026d). Fristerne regnes fra forskellige tidspunkter, men på papiret lover Anthropic altså mere end Microsoft. Det er lidt af en ironi i et nyhedsbrev om, hvem der ejer sikkerhedsdagsordenen.
Til gengæld lagres data i USA, og trafikken kan som standard sendes til lande i USA, Europa, Asien og Australien (Anthropic, 2026c). På Anthropics egen platform kan du vælge mellem global beregning, hvor svaret regnes ud der, hvor der er ledig kapacitet, og ren amerikansk beregning. Der findes ingen europæisk indstilling (Anthropic, n.d.-c). Og i Claude Enterprise gemmes samtalerne som udgangspunkt på ubestemt tid, medmindre organisationen selv sætter en periode på mindst 30 dage (Anthropic, n.d.-b). Det er nok det modsatte af, hvad de fleste forventer.
Den mest opsigtsvækkende aftale i maskinrummet har Anthropic indgået med SpaceX. Ifølge SpaceX' børsprospekt til det amerikanske børstilsyn SEC lejer Anthropic regnekraft i datacentrene Colossus og Colossus II i og omkring Memphis. Prisen er 1,25 milliarder dollar om måneden (Space Exploration Technologies Corp., 2026). Jeg vil lige give dig tid til at lade tallet bundfælde sig. Om måneden!!! Det svarer til 15 milliarder dollar om året. Aftalen løber til maj 2029, men begge parter kan opsige den med 90 dages varsel. Anthropic oplyste selv i maj, at aftalen giver adgang til al kapaciteten i Colossus 1, over 220.000 NVIDIA-grafikkort, og at den ekstra kapacitet skal komme abonnenterne på Claude Pro og Max til gode (Anthropic, 2026a).
Men her skal du skelne. Claude Pro og Max er forbrugerabonnementer, og her er Anthropic selv dataansvarlig. Anthropics offentlige liste over underdatabehandlere nævnte 9. oktober 2026 kun Google Cloud Platform, Amazon Web Services og Microsoft Azure som cloudinfrastruktur, og SpaceX stod ikke på listen (Anthropic, n.d.-d). Om data fra erhvervskunder også behandles på Colossus, oplyser hverken Anthropic eller SpaceX. Og det har betydning. Efter GDPR artikel 28 skal du som dataansvarlig have besked, før din databehandler tager en ny underdatabehandler i brug, så du kan nå at sige fra (Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union, 2016). Anthropic lover selv et rimeligt varsel og giver dig 15 dage til at gøre indsigelse (Anthropic, 2025a). Som dataansvarlig ville jeg derfor spørge Anthropic direkte: Behandles vores data på Colossus?
Lad mig samle trådene
Når du skriver i Copilot og har slået Claude til, har du en aftale med Microsoft. Microsoft har en aftale med Anthropic. Og Anthropic har aftaler med Google, Amazon og Microsoft om regnekraft (Anthropic, n.d.-d). Dine data kan altså være tre kontrakter væk fra dig, og du har kun underskrevet den første. Læg også mærke til navnene på listerne. Microsoft står på Anthropics liste over underdatabehandlere, samtidig med at Anthropic står på Microsofts. Det samme gælder OpenAI, der har Microsoft på sin liste og selv står på Microsofts (Anthropic, n.d.-d; Microsoft, 2026e, 2026h; OpenAI, 2026b). Microsoft og de to modelleverandører er altså hinandens underleverandører. Som jeg ser det, vælger du derfor ikke mellem tre adskilte huse, men mellem tre indgange til det samme netværk. Indgangen bestemmer, hvilken aftale og hvilke regler der gælder for dine data.
Jacobides et al. (2018) viser, at modulære økosystemer gør det muligt for selvstændige virksomheder at arbejde sammen uden at være underlagt et fælles hierarki. Det er styrken. Juridisk hæfter Microsoft fuldt ud over for dig for sine underdatabehandlere (Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union, 2016). Men hæftelse er ikke det samme som indsigt. Her ligger efter min mening svagheden ved et modulært økosystem: Ansvaret følger kontrakterne, men overblikket gør ikke.
Paradokset: Den mest europæiske Claude finder du hos Amazon og Google
Den mest europæiske vej til Claude går hverken gennem Microsoft eller gennem Anthropic selv. Den går gennem Amazon og Google. På Amazon Bedrock er det AWS, der driver modellen, og AWS skriver, at modeludbyderne ikke har adgang til kundernes prompts og svar (Amazon Web Services, n.d.-b). For Claude Opus 5.5 findes der en EU-profil, der kun sender forespørgsler fra EU-regioner videre til AWS-regioner i Tyskland, Sverige, Italien, Spanien, Irland og Frankrig (Amazon Web Services, n.d.-a). Hos Google Cloud findes der et europæisk endpoint, "eu", mod et tillæg på 10 procent, og her er det Google, der står for datahåndteringen (Anthropic, n.d.-a).
I Microsofts egen udviklerplatform, Foundry, er Claude derimod solgt og drevet af Anthropic som selvstændig databehandler. Uanset om modellen hostes på Azure eller hos Anthropic, nævner Microsofts dokumentation ingen europæisk datazone for Claude (Microsoft, 2026a, 2026f).
Microsofts egen platform kan altså ikke love dig europæisk beregning med Claude. Hvis det er tilfældet, må du rette mig – jeg har desværre ikke været i stand til at finde det. Men det kan Amazon og Google til gengæld love dig.
Da Novo Nordisk i september annoncerede et samarbejde med Anthropic om lægemiddeludvikling med Claude Science og om AI-drevet softwareudvikling, skrev virksomheden, at samarbejdet er designet med robust datastyring og menneskeligt tilsyn (Novo Nordisk, 2026). Pressemeddelelsen siger ikke, hvilken platform Novo bruger. I min undersøgelse af datas rejse får jeg øje på, at Claude ikke er et enkelt produkt. Det er flere forskellige dataruter, og valget mellem dem er en ledelsesbeslutning.
Serverens adresse giver ikke hele svaret
Men hvis dine data ligger i Europa, er du så ikke på den sikre side?
Her skal du skelne mellem geografi og lovgivning. Microsoft, OpenAI og Anthropic er amerikanske virksomheder, ligesom Amazon og Google er det. Efter den amerikanske CLOUD Act skal udbydere, der er underlagt amerikansk lovgivning, efterkomme amerikanske retskendelser og lignende pålæg om at udlevere data, som de har i deres besiddelse, varetægt eller kontrol, uanset om data ligger i eller uden for USA (CLOUD Act, 2018). Med andre ord bærer dine data leverandørens pas, uanset hvilken adresse serveren har.
Sikkerhed handler ikke kun om, hvem der kan se dine data. Den handler også om, hvem der kan slukke for tjenesten. Chokepoint-effekten så du i juni. Den amerikanske regering pålagde Anthropic at standse al adgang til Fable 5 og Mythos 5 for udenlandske statsborgere, også Anthropics egne ansatte med udenlandsk statsborgerskab, og Anthropic måtte derfor brat slukke for modellerne hos alle kunder (Anthropic, 2026b). Som dansker er du udenlandsk statsborger. Ingen data blev stjålet. Alligevel gik der knap tre uger, før adgangen kom tilbage (Jonkers, 2026). Jeg skrev om forløbet i [#052: Da USA slukkede for Fable 5. Velkommen til det globale magtspil om AI].
Efter min vurdering er det ikke kun en forretningsrisiko. GDPR's artikel 32 nævner udtrykkeligt tilgængelighed og robusthed side om side med fortrolighed og integritet, når den beskriver sikkerheden i systemer og tjenester, som behandler personoplysninger (Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union, 2016). Tilgængelighed er altså en del af databeskyttelsen, ikke en fodnote til den.
Microsofts nye danske datacenterregion viser, at geografien heller ikke fortæller hele historien. Denmark East åbnede i marts med campusser i Høje Taastrup, Køge og Roskilde, og Microsoft lovede lagring og behandling i Danmark med fuld europæisk retsbeskyttelse (Skøtt, 2026). Copilot nævnes ikke i meddelelsen, og otte dage senere præciserede Microsoft, at Copilot-beregningen for EU-lande sker på regionalt niveau inden for EU Data Boundary og ikke land for land (Lorimer, 2025). Et dansk datacenter er altså ikke det samme som dansk Copilot-behandling.
Med det in mente vil jeg mene, at serverens adresse er det mindst interessante spørgsmål. Det interessante er, hvorfor Microsoft har åbnet dørene.
Fra fæstning til omstillingsbord
Eisenmann et al. (2011) beskriver, hvordan en platform kan opsluge nabomarkeder ved at bundte deres funktioner ind i sin egen pakke og udnytte sin eksisterende brugerbase. De kalder det platform envelopment. Det særlige ved Copilot er, at Microsoft gør det med konkurrenternes egne modeller. I stedet for at se kunderne gå til ChatGPT eller Claude, henter Microsoft GPT og Claude ind i Microsoft 365. Strategisk er det klogt. Men for mig at se er der et paradoks i strategien: For at holde kunderne inde i Microsoft 365 sender Microsoft nu en del af kundernes data til OpenAI og kan sende dem til Anthropic. Sikkerhedsargumentet var engang en del af fæstningsmuren. Nu er det blevet en indstilling på omstillingsbordet.
Strategizing-forskningen, som min ph.d. handlede om, kigger efter strategien i det, en virksomhed gør, og ikke kun i det, den siger. Mintzberg og Waters (1985) skelner mellem en virksomheds tilsigtede strategi og dens realiserede strategi, altså mønstret i det, virksomheden faktisk gør.
Microsofts tilsigtede strategi kan du læse i løfterne om EU Data Boundary og i det nye danske datacenter.
Den realiserede strategi kan du læse i standardindstillingerne. OpenAI-drevne modeller, som regner inden for EU-grænsen: slået til. Flex routing for nye tenants: slået til. Anthropic i Europa: slået fra, men med en ny kontakt, der kan gøre Claude til standardmodel. SpaceXAI: slået fra, men tilgængelig for en global administrator.
Mønstret viser efter min vurdering, at Microsoft holder igen, når en anden virksomhed vil regne uden for EU-grænsen, men slår flex routing til for nye tenants, selv om Microsoft dermed selv kan regne uden for EU. Microsoft er altså strengere over for andres beregning uden for EU end over for sin egen. Det er min læsning, ikke Microsofts egen formulering.
Lad mig være fair over for Microsoft. Microsoft har ikke mistet sin sikkerhed. Microsoft har mistet ejerskabet over argumentet. Det issue ownership, som jeg indledede med at referere til er for mig at se ved at blive udvandet.
Min konklusion
Microsoft ejede sikkerhedsdagsordenen i de første år med generativ AI på arbejdspladsen, fordi selskabet kunne sige tre ting, som mange kunder opfattede som Microsofts særkende: Vi har en databehandleraftale, vi behandler dine data i Europa, og det hele sker på din egen tenant. Holder de tre sætninger i oktober 2026?
Det eneste sted med en databehandleraftale? Nej, og det var det reelt heller ikke tidligere. Behandling i Europa? Delvist, for flex routing, Claude og websøgningen kan føre dine data ud af EU. På din egen tenant? Tenanten er din adgangsstyring og dit lager, ikke stedet, hvor svaret bliver regnet ud. Ingen af de tre sætninger holder altså som generelle udsagn. Associationen lever efter min vurdering alligevel videre, og den er måske Microsofts største aktiv lige nu.
Det betyder ikke, at Microsoft er blevet et usikkert valg. Det betyder, at sikkerheden er flyttet fra leverandørens logo til kundens konfiguration. Når Microsoft og modelleverandørerne er hinandens underleverandører, kan ingen af dem give dig hele kortet. Heller ikke Microsoft.
For mig at se er den største risiko derfor ikke en bestemt leverandør. Det er standardindstillingen, ingen har kigget på, og rutinen, ingen har genåbnet. Og husk, at risikoen ikke kun handler om, hvem der kan læse med, men også om, hvem der kan slukke.
Hvem ejer så sikkerhedsdagsordenen nu? Mit svar er: Det gør du. Eller rettere: Det gør personen i din organisation, som ved, hvilke kontakter der er slået til i Microsoft Copilot (eller en hvilken som helst anden AI-løsning), og som kan tegne dataenes vej på et stykke papir.
Jeg står fuldt ved pointen fra [#008: Drop GDPR og sats på læring!]. Databeskyttelse er ikke en grund til at lade være med at bruge AI. Men det er en grund til at vide, hvor dine data rejser hen. Og spørgsmålet er ekstra presserende i Danmark. Ifølge Eurostat brugte 42 procent af de danske virksomheder med mindst ti ansatte mindst en AI-teknologi i 2025. Det er den højeste andel i EU, hvor gennemsnittet var 20 procent (Eurostat, 2025). Når så mange virksomheder har AI i drift, er dataenes vej ikke et nicheemne for IT-afdelingen. Det er et ledelsesansvar.
Mine råd til dig
Log ind i Microsoft 365 admin center som AI-administrator eller global administrator, og gå til Copilot og indstillingerne. Find fire steder: "AI providers operating as Microsoft subprocessors", hvor Anthropic og OpenAI ligger, indstillingen for "Anthropic models with Data Retention", "Flex routing during peak load periods" og adgangen til SpaceXAI-modeller, som kun en global administrator kan åbne. Kig også på politikken for websøgning. Det tager ikke mange minutter. Tag en bevidst beslutning for hver indstilling. Så er det dig og ikke standardindstillingen, der har truffet beslutningen.
Tegn derefter dataenes vej for hver model og funktion, I bruger. Hvor lagres data, og hvor bliver svaret regnet ud? Hvem har ellers en kopi? Og hvilke eksterne tjenester er koblet på, fra websøgning til forbindelser til jeres egne systemer? Kræv svarene skriftligt af leverandøren. Tænk på de fem stationer, som et godt gammeldags brev skal igennem. Hvordan ser de stationer ud med jeres data?
Din databehandler hæfter fuldt ud over for dig for sine underdatabehandlere, men det er stadig dig, der er dataansvarlig over for dine kunder og medarbejdere (Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union, 2016).
Er det et krav, at Claude kun må regne i EU, så gå gennem Amazon Bedrock med EU-profilen, og send forespørgslerne fra en EU-region som Frankfurt eller Stockholm. Alternativt kan du bruge Google Clouds europæiske endpoint. Hverken Anthropics egen platform eller Microsoft kan i dag love det. Vælger du ChatGPT Enterprise, så vælg europæisk lagring og inferens, når workspacet oprettes, for løftet gælder nye workspaces. Og er det et krav, at følsomme oplysninger ikke må lagres i USA, udelukker det både ChatGPT Business, hvor en kopi af hver prompt ender i USA, og Claude direkte hos Anthropic, hvor data lagres i USA.
Tænk også tilgængelighed ind i jeres risikovurdering. Hvad gør I, hvis modellen under jeres vigtigste processer bliver slukket i morgen? Hav en plan B med en anden model eller en anden rute, og test den, før I får brug for den.
Og så en lille hjemmeopgave. Stil din leverandør tre spørgsmål i næste uge: Hvem regner svaret ud? Hvor? Og hvem har ellers en kopi? Kommer svaret hurtigt og skriftligt, har du en god leverandør. Kommer det ikke, har du også fået et svar.
Kommentarer
Send en kommentar